Er Enhedslisten det eneste parti i byrådet med ambitioner på naturens vegne?

På byrådsmødet i onsdag 13. maj 2020 stillede Enhedslisten et initiativretsforslag om at Odense Kommune skulle se at få sig en Naturpolitik. Så partierne i fællesskab kunne formulere de videre mål og ambitioner med naturen i Odense. Men det var der ikke stemning for i byrådet. Enhedslistens to byrådsmedlemmer var de eneste, der stemte for forslaget. Betyder det, at resten af byrådet ikke har nogen ambitioner på naturens vegne? ‘’Ellers går de andre partier måske bare meget stille med dørene eller holder deres ambitioner for sig selv’’, siger Søren Freiesleben. ‘’ Men vi havde faktisk forventet ikke at stå alene med vores ideer om, at det er vigtigt at give naturen en hjælpende hånd i fremtiden.’’ Fra Reza Javid lyder der en garanti: ‘’Det er nu tydeligt, at det er en opgave for Enhedslisten at kæmpe en hård kamp for naturen i Byrådet. Den opgave tager vi på os med glæde.’’