Enhedslisten i Odense har stillet forslag om at hejse det grønlandske flag foran rådhuset. Langeland og en række andre kommuner har allerede gjort det.
PRESSEMEDDELELSE
Enhedslisten foreslår fast grønlandsk flagning ved byrådsmøder i Odense samt andre solidaritetstiltag
I lørdags vajede det grønlandske flag foran Odense Rådhus i forbindelse med en demonstration på Gråbrødre Plads. Nu ønsker Enhedslisten at gøre opbakningen mere forpligtende og langvarig.
Enhedslisten foreslår derfor, at det grønlandske flag fremover hejses ved Odense Rådhus på de dage, hvor der afholdes byrådsmøder. Forslaget behandles i Økonomiudvalget den 28. januar.
Det handler om respekt og anerkendelse. Odense er også hjem for borgere med grønlandsk baggrund, og de skal kunne mærke, at kommunen ser dem og står sammen med dem.
Ifølge Enhedslisten er flagningen et fredeligt og værdigt symbol på solidaritet med det grønlandske folk og deres ret til selv at bestemme deres egen fremtid. Forslaget indebærer ikke stillingtagen til udenrigspolitik eller statsretlige spørgsmål, men er en klar kommunal markering af støtte og fællesskab.
Symboler betyder noget. Med dette forslag siger vi, at solidaritet ikke kun skal vises én gang, men være en naturlig del af byrådets arbejde.
Ud over flagningen ønsker Enhedslisten, at Økonomiudvalget drøfter andre måder, hvorpå Odense Kommune kan styrke støtten til borgere med grønlandsk baggrund. Det kan blandt andet være gennem samarbejde med Det Grønlandske Hus og Nordatlantisk Hus samt støtte til relevante kulturelle og sociale aktiviteter i byen.
Odense skal være en by, hvor alle borgere føler sig hjemme og respekteret. Det her er et lille, men vigtigt skridt i den retning. I en tid hvor Grønland står i fokus for intens geopolitisk opmærksomhed og diskussioner om magt, suverænitet og selvbestemmelse i Arktis, er det vigtigt, at vi som kommune tydeligt står sammen med vores grønlandske medborgere og viser dem respekt, solidaritet og opbakning til deres rettigheder og fremtid.
Forslaget kan læses som helhed i punkt 17 her på økonomiudvalgets dagsorden: https://dagsordener.odense.dk/vis?id=5cfda165-8d28-44d3-aa22-a821c2e4f66a&punktid=de297876-0d4f-4ad9-94d0-f7d38ec6be82
Læs artikel fra Fyens Stiftstidende her: https://fyens.dk/odense/enhedslisten-det-er-tid-til-at-hejse-det-groenlandske-flag-ved-raadhuset
Se indslag fra Odense Ser Rødt her: https://www.facebook.com/share/v/17F9bHPybB/


