Enhedslisten vil indføre bæredygtighedskodeks i Odense!

Enhedslisten lancerer forslag om forpligtende bæredygtighedskodeks i Odense Kommune ♻💚


🌱 Efter vedtagelsen af Enhedslistens initiativ om intern genbrug i Odense Kommune på Økonomiudvalgsmødet den 21. oktober 2025, lancerer Enhedslisten nu et forpligtende bæredygtighedskodeks, der skal sikre, at klima og bæredygtighed vægtes i alle kommunale beslutninger.
🌱 Forslaget skal sikre, at bæredygtighed tænkes ind i alt fra indkøb og udbud til byggeri, transport, naturforvaltning og mad i kommunens kantiner. Kodekset skal fungere som et fælles sæt principper, der sætter en ny standard for, hvordan kommunen handler – både økonomisk, socialt og miljømæssigt.
Odense skal ikke blot være klimaneutral i 2030 – kommunen skal også være et forbillede for bæredygtig adfærd i alle sine beslutninger.
🌱 ”Vi har sat os ambitiøse klimamål i Odense, men målene når vi kun, hvis vi omsætter dem til konkret handling i alle led. Et bæredygtighedskodeks skal sikre, at hensyn til klima, miljø og social retfærdighed ikke bliver til valgfrie hensyn, men et fælles grundlag for hele kommunen,” siger Mette Skaarup, 1. suppleant til Odense Byråd og byrådskandidat for Enhedslisten.
🌱 Forslaget bygger på syv overordnede principper for bæredygtighed – herunder bevaring, cirkulær økonomi, klima- og miljøhensyn, etik og transparens, social bæredygtighed, tværfaglige beslutninger og grønne kriterier i kommunens indkøb og anlæg.
🌱 ”Et forpligtende kodeks betyder, at bæredygtighed ikke bare bliver et mål, men en konkret praksis. Det skal være med i alle led – fra planlægning til udførelse. Vi skal bevare før vi køber nyt, tænke genbrug før forbrug og vælge løsninger, som både gavner klimaet og borgernes trivsel,” tilføjer Mette Skaarup.
🌱 Enhedslistens initiativ om et kommunalt genbrugscenter blev vedtaget på Økonomiudvalgsmødet den 21. oktober. Det nye center skal sikre, at kommunens møbler og inventar fremover repareres og genanvendes på tværs af forvaltninger.
🌱 ”Det vedtagne genbrugscenter viser, hvordan vi kan omsætte bæredygtighed fra ord til handling. Kodekset, som vi nu foreslår, skal skabe den struktur, der gør det naturligt at tænke sådan på alle kommunens områder. Det er en rød tråd mellem vores grønne ambitioner og vores daglige beslutninger,” siger Reza Javid, politisk ordfører og byrådskandidat for Enhedslisten.