Enhedslisten og Radikale Venstre stiller forslag for at hjælpe udsatte borgere i nedrivningstruede bygninger

På byrådsmødet i Odense er der onsdag 21.8.2018 et forslag fra Enhedslisten og Radikale Venstre, der handler om udsatte borgere i nedrivningstruede bygninger i Vollsmose. I følge Udviklingsplan for Vollsmose skal 1000 lejligheder nedrives og flere tusinde mennesker tvangsflyttes til andre områder i Odense.

Forslaget sigter på at hjælpe nogle af de mennesker, som berøres og kommer i vanskeligheder på grund af nedrivningerne i Vollsmose. Det drejer sig om ældre/syge/handicappede/udsatte mennesker, som i dagligdagen er afhængige af deres børn og/eller sociale omgangskreds i Vollsmose for at klare sig. Formålet er at mindske skadevirkningen af nedrivningerne og forebygge yderligere problemer for disse udsatte beboere. Problemer, som vil få både menneskelige konsekvenser for de berørte og økonomiske omkostninger for samfundet.

Radikale Venstre og Enhedslisten indstiller, at Borgmesterforvaltningen eller anden forvaltning bedes om, i samarbejde med boligforeningerne, at undersøge muligheden for og derefter komme med et konkret forslag til byrådet til at realisere følgende:

  1. At man ud fra en konkret vurdering og/eller efter relevante kriterier f.eks. alder, sygdom, psykosociale forhold og familieforhold kan tilbyde nogle af de ældre/syge/handicappede/udsatte beboere, hvis bolig skal rives ned, genhusning andet sted i Vollsmose i stedet for at flytte dem til andre områder af byen.
  2. At man ud fra en konkret vurdering og/eller efter relevante kriterier i forhold til nogle af de ældre/syge/handicappede/udsatte beboere, hvis bolig ikke skal rives ned, men hvor deres børns/families lejlighed skal rives ned, kan tilbyde velkommende en bolig i det område, hvor deres børn/familie skal flytte hen.

For begge grupper gælder det, at de pågældende selv skal have et udtrykkeligt ønske om det.

Enhedslistens politiske ordfører i Odense Byråd Reza Javid udtaler: “Selv om Enhedslisten er i mod ghettolovgivning og den såkaldte Udviklingsplan for Vollsmose, så ønsker vi at gøre hvad der står i vores magt for at skåne beboerne for de værste uhyrligheder, som realisering af planen vil indebære. Enhedslisten Odense kæmper til det sidste i Odense Byråd og sammen med modstandsbevægelsen for at stoppe nedrivningerne. Vi har stemt imod udviklingsplanen fordi det er et overgreb mod uskyldige mennesker og fordi det er et angreb på de almene boliger, men vi står ikke passivt udenfor og lukker øjnene uden at prøve at få indflydelse på planen til gavn for beboerne. Dette forslag synliggør bare et aspekt af de mange menneskelige konsekvenser, som planen vil medføre, hvis den bliver til virkelighed, hvilket vi ikke håber. Forslaget er et af de skridt Enhedslisten tager i denne retning.”

https://www.fyens.dk/odense/Partier-vil-beskytte-de-svageste-i-Vollsmose-ved-genhusning/artikel/3374382