Spidskandidater til KV21 – vejledende urafstemning

Vi har modtaget 5 opstillinger til den vejledende urafstemning om spidskandidater til kommunalvalget i 2021.
De 5 personer er;  Thomas Graven NielsenReza JavidSøren FreieslebenMorten Lisberg og Adrian Victoria Bøgh Salo.

Vi skal vælge 2 spidskandidater. Her på siden kan du læse hver deres opstillingstekst og derefter stemme på 2 personer, som du mener skal være spidskandidater for Enhedslisten i Odense til KV21. Det gør du via det link du har modtaget på mail.Resten af kandidaterne på vores endelige opstillingsliste vælges på efterfølgende medlemsmøder.

Deadline for stemmeafgivningen er onsdag d. 2. september kl. 12.00.

 

Adrian Victoria Bøgh Salo

(de/dem/hen)

31 år, Odense S

Mærkesager

Odense skal gå forrest i kampen mod klimaforandringer og vise, hvordan man bygger et klimavenligt samfund uden at tabe de svage på gulvet. Diversitet er en af Odenses styrker, og den skal vi dyrke og opbygge.

Vi skal kæmpe for at dem, der er ramt af arbejdsløshed tilbydes opkvalificering til et meningsfyldt job der passer ind i en rød-grøn fremtid, hvor vi indretter os efter at tage os af hinanden og miljøet.

Vi er nødt til at skabe et fundament for at klimakampen og kampen mod social ulighed kan gå hånd i hånd.

Det betyder også, at vi skal styrke indsatsen for at give lige muligheder for alle uanset seksualitet, køn, hudfarve, religion, fysisk og psykisk handicap, uddannelse og social status.

Mig som person

Jeg er uddannet cand.scient. i fysik fra Syddansk Universitet i Odense i 2019, og arbejder nu som IT-konsulent. Jeg betegner mig selv som intersektionel feminist, og er i øvrigt aktiv i LGBTQ-miljøet. Jeg bor i Odense S sammen med min familie.

Hvorfor ønsker jeg at blive valgt?

Jeg vil gerne stille op fordi jeg ønsker at skabe bedre rammer for udsatte grupper og personer, og jeg ved at mange ikke har overskuddet til selv at kæmpe kampen for bedre forhold.

Jeg har et drive for at skabe relevante forandringer i retning af et grønnere og mere socialt retfærdigt samfund. Jeg synes Odense har et kæmpe potentiale, hvis vi sørger for at skubbe det i den rigtige retning.

Hvorfor skal jeg være spidskandidat?

Jeg har i en stor del af mit liv kæmpet med et psykisk handicap. Vores velfærdssystem har formået at give mig den støtte, der skulle til at få mig igennem en uddannelse. Selv om jeg nu har en akademisk uddannelse og fast job, har min historie givet mig erfaringer, som jeg kan trække på i kampen for at bedre forholdene for udsatte personer og grupper og give dem en plads og en stemme.

 

Morten Lisberg

Jeg går meget op i klimakrisen og særligt hvad vi kan gøre for at løse eller afbøde konsekvenserne heraf. Dette vil jeg have stort fokus på i det politiske arbejde i Byrådet i Odense, da de fleste politiske emner har konsekvenser for vores klimaaftryk.

Jeg er også meget engageret i at vi arbejder videns- og faktabaseret på alle politikområder, herunder også med fornuftig økonomistyring, som ikke just er den økonomistyring borgerlige mener er den rigtige.

Jeg har også en væsentlig interesse i hvordan vi kan styrke den demokratiske deltagelse og selvtillid blandt borgere så de både vil deltage mere og ikke mindst bliver tilbudt muligheder for at få reel indflydelse på byrådets politik for Odense Kommune.

Lidt om mig

Jeg er født, i 1990, og opvokset i Odense, uddannet i Odense og har arbejdet i Odense det meste af mit liv. Jeg er udlært salgsassistent i Føtex og har derudover en bachelor i Økonomi fra SDU, samt næsten en færdig kandidat, som også er i Økonomi og fra SDU.

Jeg arbejder pt. som bogholder og sekretariatsmedarbejder ved Klimabevægelsen i Danmark, hvor jeg er ansat til at styrke det administrative fundament for de danske klimaaktivister. Personligt går jeg meget op i ærlighed og åbenhed, samt venlighed og hjælpsomhed. Jeg er opvokset med at være engageret i de fællesskaber jeg indgår i, så jeg vil også arbejde for at flere Odenseanere vil engagere sig i deres fællesskaber og politiken for byen. Personligt ønsker jeg at gøre en positiv forskel i verden og bruger dette som rettesnor for min indsats i og prioritering mellem forskellige emner.

Hvorfor ønsker jeg at bliver valgt ind?

Jeg ønsker at blive valgt til byrådet for at arbejde for Enhedslistens påvirkning på Odense som by, Kommunen som organisation og til det gode for de ca. 200.000 borgere. Jeg ønsker at blive en del af vores Byrådsgruppe

Jeg ønsker at deltage i valgkampen og blive valgt til byrådet for at gøre mig reelle erfaringer med parlamentarisk arbejde for Enhedslisten, fordi jeg også finder mulighed for folketingskandidatur interessant. Jeg mener at både valgkamp, politikudvikling og det parlamentariske arbejde i byrådet vil give gode erfaringer med de mange kompetencer der kræves af politikere i det nuværende politiske landskab.

Hvorfor skal jeg være spidskandidat?

Jeg håber at blive en af spidskandidaterne, da jeg mener det vil give den synlighed og mulighed som jeg mener er nødvendig for at kunne styrke opbakningen til Enhedslisten gode politiker og menneskesyn i Odense, i forbindelse med den kommende valgkamp.

 

Reza Javid

Ideer og værdier

For mig handler politisk aktivitet om autentisk engagement i spændingsfeltet mellem vision og virkelighed. Jeg mener, at vores vigtigste mission som politisk aktivist for Enhedslisten er at være os selv, uden manipulation, uden spin. At være dem vi er. Dem, der står fast. Dem, der vil et alternativ til systemet, til det kapitalistiske markedssamfund, et alternativ til markedsmenneske og til markedspolitikere. Mange ønsker en anden slags politik og en anden slags politikere: Autentiske politikere, som ikke gå på kompromis med deres principper for at beholde magten. Vi må fortælle odenseanerne om vores drømme om et anderledes samfund og vi må gennem vores politiske praksis vise, at de er realistiske. Vi skal fortælle konkret, hvad vi vil gøre for at realisere vores socialistiske visioner. Jeg går op i menneskers autonomi og selvbestemmelse, lighed og retfærdighed, demokrati, åbenhed og gennemsigtighed, respekt for natur og klima og samfundets ansvar overfor udsatte mennesker. Jeg har en eksistentialistisk livsfilosofi, et humanistisk menneskesyn og et socialistisk samfundssyn.

Kampen i byrådet

Siden november 2018 har jeg haft æren og fornøjelsen af at repræsentere Enhedslisten i Odense Byråd. Jeg er politisk ordfører for Enhedslisten, medlem af Beskæftigelses- og Socialudvalget samt Sundhedskoordinationsudvalget. Min tilgang til byrådsarbejdet er, at det skal både være resultatorienteret og tro mod Enhedslistens principper.  Vælgerne skal kunne se os som alternativ til det bestående og aldrig som en del af nødvendighedens politik. Der er desværre for meget systemtænkning og for lidt nytænkning i byrådsarbejdet og der er ikke andre end Enhedslisten til at kæmpe for at ændre det. Odenseanerne skal kunne regne med, at vi vil kæmpe deres kamp i byrådet og udfordrer magthaverne. Vi er ikke bange for at stå alene i Byrådet, selv om det ikke er det vi stræber efter. Vi er borgernes vagthund i byrådet samtidig med, at vi går konstruktiv ind og samarbejder med de andre partier, når vi kan skabe gode resultater. Kunsten er at balancere mellem disse to vigtige roller.

Når jeg tænker tilbage på min tid i byrådet siden november 2018, kan jeg konstatere, at det er lykkedes for vores lille team på to personer i byrådet og vores uundværlige baggrundsgrupper i afdelingen at balancere mellem de forskellige roller: Der har været sager, hvor Enhedslisten har stået alene mod resten af byrådets partier, som vores byrådsveteran Per Berga Rasmussen plejede at kalde for ”Det forenede byrådsparti”. I forhold til andre sager har vi haft samarbejde med andre partier fra begge sider af byrådet og opnået resultater, og vi har også haft sager, hvor Enhedslistens initiativer har fået tilslutning fra alle de andre partier og er blevet vedtaget. Og sidst men ikke mindst har vi haft sager, hvor Enhedslisten til at starte med stod alene men med vedvarende og saglig politisk kamp endte med at få Socialdemokratiet og de andre partier til at ændre mening og støtte vores initiativer.

Kampen som byrådsmedlem foregår imidlertid ikke hun i byrådet men i høj grad også ude i samfundet, i dagligdagen, i fagbevægelsen og i andre bevægelser. Jeg er faglig aktiv som tillidsrepræsentant, har været med til at opstarte og er aktiv i ”Almen Modstand”, har været initiativtager til gruppen ”Vollsmose mod Vold og kriminalitet”, er aktiv mod racisme og diskrimination, for socialt udsatte, mod nedskæringer på børneområdet osv. Dette engagement udenfor byrådet er efter min mening nødvendigt for at kunne repræsentere folkets stemme i byrådet.

Jeg har lært meget i den tid, som jeg har været i byrådet og der er meget at lære endnu. Erfaringerne vil jeg tage med mig til en stærkere indsats for Enhedslistens værdier og politik i den kommende periode, såfremt medlemmerne ønsker at give mig opgaven som spidskandidat. Hvis andre gode kammerater får opgaven, vil jeg fortsætte med at støtte op om byrådsarbejdet i afdelingen, ligesom jeg har gjort i 6 år i byrådsbaggrundsgruppen inden jeg kom i byrådet.

Lidt om mig selv

Jeg 57 år gammel, Kom til Danmark fra Iran i 1984 som politisk flygtning. Har været venstreorienteret siden min tidlig ungdom. Er uddannet psykolog fra Københavns Universitet og arbejdet som psykolog og underviser i psykologi i Aalborg kommune, i Nuuk og i Århus, og med NGO-organisering i Iran.  Siden 2012 har jeg været ansat som lektor på Socialrådgiveruddannelsen i Odense og er tillidsrepræsentant for mine kolleger på Socialrådgiveruddannelsen i Odense og Vejle. Har været formand for Odense Mangfoldighedsråd, været kontaktperson for Enhedslisten Odense, medlem af Enhedslistens bestyrelse og byrådsbaggrundsgruppe. Jeg har været medlem af Enhedslisten i næsten 20 år. Er flittig læserbrevskribent. Du kan se mange af mine aktiviteter på min Facebookvæg: https://www.facebook.com/mjaavid. Jeg bor i Aasum, Odense NØ med min kone og vores 2 sønner på 10 og 17 år.

 

Søren Freiesleben

45 år
Far til to
Uddannet lærer
Nuværende byrådsmedlem(gruppeformand) og dermed generalist.
Medlem af By- og Kulturudvalget, formand for Sundhedsudvalget, formand for Grønt Råd, medlem af Verdensmålsudvalget.

Hvorfor ønsker jeg at bliver valgt ind?

Jeg har fået blod på tanden. Min ambition er at skabe flere politiske sejre, at give den endnu en skalle. Det vi sidder og fedter med oppe på rådhuset og i byrådssalen er pisse vigtigt og har en kæmpe betydning for Odenses borgere.

Derfor skal det trækkes i en rødere retning, i en grønnere og mere klimavenlig retning, en racismefri retning.

Jeg vil gerne bringe et smil på menneskers ansigt – ikke fordi jeg står og gør mig selv til grin i byrådssalen, men fordi jeg gerne vil opnå at folk føler sig hjulpet og dermed har mere at smile af.

Hvad er mine mærkesager?

Min baggrund som lærer giver mig jo naturligt en indsigt i, hvad der foregår i Folkeskolen og interesse i at forbedre den. Især for Odenses vedkommende naturligvis. Derudover har det sidste års tid faktisk tvunget mig til at skaffe viden om en masse områder for at kunne tage kvalificeret stilling til emner som bliver behandlet på By- og Kulturudvalgsmøderne, i Grønt Råd, i Sundhedsudvalget og i Verdensmålsudvalget.

Derudover har jeg mere konkret et ønske om, at vi slår et slag for at komme den voldsomme underbetaling, der foregår i barbranchen og Odenses natteliv til livs.

Og vi skal i det hele taget forbedre velfærden, beskytte de svage, de udsatte, de hjemløse, de fattige, de ældre, de unge, de handikappede, vores børn, kæmpe mod racisme og diskrimination og i det hele taget gøre livet værd at leve for alle og især dem, der har det svært.

Mig selv som person

Jeg er meget rød, men jeg er også ”bare” et menneske. Jeg er politikker ved et tilfælde og derfor menneske først med fejl og mangler og laster, men også styrker i og med at jeg er et almindeligt menneske i en ualmindelig situation. Så jeg er ikke et omvandrende excel-ark. Jeg er ikke levebrødspolitikker. Jeg er blevet fortalt af den nu afgåede chef for By- og Kulturforvaltningen at jeg er et friskt pust.

Hvorfor skal jeg være spidskandidat?

Jeg er garant og fortaler for medlemsdemokrati, så jeg sætter ikke min personlige holdning over enhedslistens i forbindelse med byrådsarbejdet.

Jeg tør tage tæsk. Jeg har erfaring. Jeg har god kontakt til flere af de øvrige byrødder.

Plus at jeg evner at gå balancegangen mellem at få resultater uden at gå på kompromis med Enhedslistens holdninger og samtidig uden at skabe unødig modvilje fra de andre partier.

Jeg har gode erfaringer med at kontakte pressen, jeg går efter bolden i stedet for manden.

 

Thomas Graven Nielsen

Jeg brænder for Odenseborgernes krav på god kommunal velfærd og som familefar med kone og 2 drenge på 5 og 11 år er det gennem årerne blevet  tydeligt for mig hvordan børnenes, og mange andre velfærdsområder er blevet udsultet og politisk overset. Jeg er derfor særligt optaget af velfærden til vores børn, vores forældre, vores udsatte og alle de der er eller føler sig marginaliseret.

Samtidig tror jeg på at alle mennesker har noget at bidrage med og at alle mennesker gerne vil bidrage – også på trods af modgang. Men, for der er et meget vigtigt men: alle mennesker skal ikke nødvendigvis bidrage lige meget. Det mener jeg er så vigtigt at huske på særligt i en tid hvor der blandt politiske modstandere findes en stærk tro på at alting altid kan gøres bedre og billigere end igår.

Mine mærkesager

Børne- skole og fritidslivet i Odense er det jeg først og fremmest brænder for og der er nok at tage fat på.

Eksempler på aktuelle forhold jeg gerne vil have styrket:

Skoleområdet:

  • En lærer og en pædagog i alle klasser i hele undervisningstiden
  • Klasseloftet skal sænkes
  • Inklusionsdagsordnen skal nuanceres

SFO:

  • bedre normeringer i skolefritidsordninger
  • Lavere forældrebetaling i skolefritidsordningen
  • Attraktive klubtilbud på alle skoler for større skolebørn. (5.-9. klasse)

Daginstitutioner:

  • minimumsnormeringer 
  • børnehavenormering i forårs-SFO 
  • bedre åbningstider
  • Gratis madordning
  • Flere pædagoger
  • Inklusionsdagsordnen skal nuanceres
  • Styrket ledelse

Kommunalt:

  • Gennemsigtighed i forvaltningen og bedre kommunikation til borgerne så det er til at forstå hvad der foregår og hvad der besluttes.
  • Bedre og mere meningsfuld sammenhæng mellem dagtilbud, skole og fritidsliv.  
  • styr på styringen af økonomien på det specialiserede socialområde. 
  • Bedre/styrket decentral ledelse af velfærdsområderne

Hvorfor vil jeg vælges?

Ud over mine mærkesager brænder jeg selvfølgelig for Enhedslistens samlede politikområder og jeg har stålsat tro på at mine mærkesager, min profil og politiske indignation kan være et stærkt led i partiets samlede “kædetræk”.

Hvorfor vil jeg være spidskandidat?

Jeg har været medlem af Enhedslisten i 10 år. Tilbage i 2011 hjalp jeg Stine Brix med at føre valgkamp i det nordjyske. Det var en stor inspiration for mig og siden da har jeg gået med overvejelserne om at stille op.

Fra mine mine hverv som formand i Odense ForældreOrganisation, næstformand i Forældrenes Landsorganisation (FOLA), tidl. formand for daginstionsbestyrelse Hunderup og nu nyvalgt skolebestyrelsesmedlem mener jeg at have noget af det der skal til for at udgøre en stærk spidskandidat.

Jeg er vant til at kommunikere og samarbejde med kommunens forvaltning og politikere, har forholdsvis stor viden inden for poltikområdet Børn og Unge og et godt samarbejde med pressen. Og så synes jeg det er vigtigt at komme ud over rampen med budskaberne uanset om det måtte være på tv, SoMe, i avisen eller ved en demonstration. Herudover har jeg et godt kendskab til og stor interesse for hvordan det kommunale og nationale velfærdsbureaukrati virker på godt og ondt.

Jeg håber at ovenstående kan give en fornemmelse af hvem jeg er som person og hvad jeg kan bidrage med som en mulig spidskandidat til KV21 og i den interne spidskandidatdebat hvis jeg skulle komme dertil.