Spidskandidater til KV21 – vejledende urafstemning november

Vi har modtaget 5 opstillinger til den vejledende urafstemning, for kvinder og non-binære om spidskandidater til kommunalvalget i 2021.
De 5 personer er; Tina Naamansen, Natasja Liv Porst, Mette Skaarup, Anne Buch og Adrian Victoria Bøgh Salo.

Vi skal vælge 2 spidskandidater. Her på siden kan du læse hver deres opstillingstekst og derefter stemme på 2 personer, som du mener skal være spidskandidater for Enhedslisten i Odense til KV21. Det gør du via det link du har modtaget på mail. Resten af kandidaterne på vores endelige opstillingsliste vælges på efterfølgende medlemsmøder.

Deadline for stemmeafgivningen er DATO og TID

Adrian Victoria Bøgh Salo

Adrian Victoria Bøgh Salo (de/dem/hen)
32 år, Odense S

Mærkesager

Odense skal gå forrest i kampen mod klimaforandringer og vise, hvordan man bygger et klimavenligt samfund uden at tabe nogen på gulvet. Diversitet er en af Odenses styrker, og den skal vi dyrke og opbygge.

Vi skal kæmpe for at dem, der er ramt af arbejdsløshed tilbydes opkvalificering til et meningsfyldt job der passer ind i en rød-grøn fremtid, hvor vi indretter os efter at tage os af hinanden og miljøet. Samtidig skal vi sørge for at skabe en værdig tilværelse for dem der ikke er i stand til at arbejde, så de ikke presses og stresses ud i yderligere sygdom.

Vi er nødt til at skabe et fundament for at klimakampen og kampen mod social ulighed kan gå hånd i hånd. Der ligger et kæmpe arbejde i at opbygge samfundet på ny efter at Coronaen slipper sit tag, men vi skal tage fat med det samme, og sørge for at det bliver så grønt og socialt retfærdigt som muligt.

Det betyder også, at vi skal styrke indsatsen for at give lige muligheder for alle uanset seksualitet, køn, hudfarve, religion, synlige og usynlige handicap, uddannelse, bopæl og social status. Odense skal aktivt arbejde for at øge diversiteten i de traditionelt kønnede hverv.

Mig som person

Jeg er uddannet cand.scient. i fysik fra Syddansk Universitet i Odense i 2019, og arbejder nu som IT-konsulent. Jeg betegner mig selv som intersektionel feminist, og er i øvrigt aktiv i LGBTQ-miljøet, både fordi det interesserer mig og fordi jeg betegner mig selv som queer med kønsbetegnelsen nonbinær. Jeg har boet i Odense siden 2006, og bor nu i Odense S sammen med min familie.

Hvorfor ønsker jeg at blive valgt?

Jeg stiller op fordi jeg ønsker at skabe bedre rammer for udsatte grupper og personer, og jeg ved at mange ikke har overskuddet til selv at kæmpe kampen for bedre forhold.

Jeg har et drive for at skabe relevante forandringer i retning af et grønnere og mere socialt retfærdigt samfund. Jeg synes Odense har et kæmpe potentiale, hvis vi sørger for at skubbe det i den rigtige retning.

Jeg har i en stor del af mit liv kæmpet med et psykisk handicap. Vores velfærdssystem har formået at give mig den støtte, der skulle til at få mig igennem en uddannelse. Selv om jeg nu har en akademisk uddannelse og fast job, har min historie givet mig erfaringer, som jeg kan trække på i kampen for at bedre forholdene for udsatte personer og grupper og give dem en plads og en stemme.

Anne Buch

Jeg hedder Anne Buch, jeg er 48 år gammel, er vokset op i Kolding, men har boet i Odense siden 1993.
Jeg er uddannet cand.mag. i dansk og mediefag og arbejder på fuld tid som gymnasielærer på Gymnasiet, HTX Lillebælt i Fredericia. Tidligere har jeg arbejdet som centerleder i Amnesty International i Odense, hvor jeg dels holdt foredrag og dels arbejdede med kampagner og lign., der skulle synliggøre Amnesty International i region Syddanmark.
Jeg har således en del erfaring med kampagneplanlægning og tænker, jeg kan bruge det konkret i forbindelse med et kommunalvalg.

Når jeg underviser og holder foredrag, er jeg især opmærksom på den indbyrdes kontakt; det er kompetencer, der for mig at se er helt afgørende i forbindelse med kommunalpolitik og ikke mindst på vejen dertil. Jeg vægter dialog og samarbejde højt, men dog uden at gå for meget på kompromis med mine værdier og idealer.

Jeg har været medlem af Enhedslisten i mange år efterhånden, men jeg har endnu til gode at være konkret aktiv, hvorfor jeg nu ønsker at stille op til kommunalvalget 2021.

Jeg er ikke i tvivl om, Enhedslisten er en særdeles vigtig stemme i Odense Byråd, og det er især på by- og kulturområdet samt børn- og ungeområdet, mine interesser ligger. Desuden er jeg meget interesseret i arbejdet med at implementere FN’s verdensmål, som jeg mener så vidt muligt bør integreres i størstedelen af de beslutninger, byrådet træffer.

Jeg ønsker et Odense, hvor der er plads til alle, hvor alle har lige adgang til fundamentale behov, hvor vi tager vare på dem, der har det svært og enten er udfordret på økonomi eller helbred. Jeg ønsker et Odense, der tager klimaudfordringerne alvorligt og konkret arbejder mod et grønnere og bæredygtigt
miljø. Jeg ønsker et Odense, hvor kulturen i alle dens smukke afskygninger får lov til at blomstre.

Jeg betragter mig selv som et positivt, empatisk og engageret menneske, og jeg er meget opmærksom på min omverden og ikke mindst de mennesker, der omgiver mig.
Jeg ser frem til de spændende udfordringer, en opstilling til kommunalvalget vil give.

De bedste hilsener
Anne Buch

Mette Skaarup

Mine mærkesager

Jeg tror på, at Odense kan være en grøn-rød foregangsby, som støtter op om de medarbejdere, projekter og foreninger, som kæmper for en god og værdig tilværelse for alle byens borgere. Vi skal ikke udskamme og diskriminere borgere med minoritetsbaggrund, vi skal ikke have hjemløse, som er nødsaget til at sove på gaden, og vi skal ikke tabe udsatte på gulvet mellem systemets revner.

Jeg er medlem af Enhedslisten, fordi jeg støtter op om partiets grundlæggende politik. Men mit hjerte banker især for nogle udvalgte områder, og de vigtigste mærkesager for mig vil derfor være at:

Støtte op om og udvikle den antidiskriminerende og ligestillede dagsorden i Odense, og herunder arbejde for at engagere et mere mangfoldigt udsnit af byens borgere politisk,
Styrke og støtte byens gode lokale fællesskaber og foreningsarbejde,
Øge fokus på den positive udvikling i Odenses sociale boligområder og kæmpe for en politik baseret på respekt, ansvar og gensidig tillid i tæt dialog med lokale beboere,
Understøtte arbejdet med byens socialt udsatte borgere i samarbejde med de socialfaglige medarbejdere, og ikke mindst at
Styrke en innovativ, bæredygtig udvikling med langt større fokus på den vilde natur, biodiversitet og støtte til grønne udviklingsprojekter i dialog med naturforeninger som fx Danmarks Naturfredningsforening.

Hvem er jeg?

Jeg er 29 år gammel og flyttede i august tilbage til Odense. Jeg har en cand.mag. i migrationsstudier fra KU samt en BA i freds- og konfliktstudier fra Malmø. Jeg er stolt feministisk og queer socialist, som vil kæmpe for lighed og værdighed for alle. Jeg nærer en helt grundlæggende tro på vigtigheden af stærke og aktive lokalsamfund. Det er i lokalsamfundet, at vores hverdagsliv udspiller sig, og det er i græsrodshøjde at vi kan skabe nogle af de allervigtigste forandringer. Siden jeg blev kandidat i sommers, har jeg arbejdet som undervisningsassistent og oversætter, mens jeg har været aktiv i Dansk Flygtningehjælp, Almen Modstand og Enhedslistens Antiracistiske Udvalg. Flygtninge- og integrationsområdet optager mig meget, og jeg tror, at der kan gøres meget på kommunalt plan for at accelerere en positiv udvikling på området. Derudover er jeg meget interesseret i den bæredygtige og grønne dagsorden, og arbejder pt. på at udvikle et projekt, som kan skabe arbejdspladser til borgere med flygtningebaggrund indenfor bæredygtig dyrkning og høst af tang.

Hvorfor vil jeg i Byrådet?

Jeg vil gerne i Odenses Byråd, fordi jeg tror på, at jeg kan bidrage positivt til at styrke byens rød-grønne dagsorden med faglig og teoretisk viden på migrationsområdet og stort gåpåmod til at skabe positive forandringer i vores fine by. Som yngre kvinde repræsenterer jeg en del af befolkningen, som i dag ikke er proportionelt repræsenteret i vores byråd. Som person er jeg grundig og arbejdsom, og jeg kan godt lide at dykke ned under overfladen på nye områder. Jeg er nuanceret, diplomatisk og lydhør, men går ikke på kompromis med mine egne og partiets kerneværdier.

Natasja Liv Porst

Jeg går meget op i lighed og ligestilling i alle ets former. Derfor er jeg intersektionel feminist og vil gerne kæmpe for alle individers rettigheder. Danmark har den seneste tid gået tilbage på sit ord – dette ser vi f.eks. ved Ghettopakken, som strider imod FN’s menneskerettighedskonvention, den stigende ulighed som rammer udsatte grupper hårdt og regeringen, som pt svigter sit løfte ang. 70% CO2 reduktion i 2030.

Derfor er det vigtigt, at dette er kampe vi tager og kæmper sammen! Hverken klimaet eller den stigende strukturelle og systematiske racisme i Danmark kan ikke udskydes. Ej heller kan vi ignorere den stigende ulighed længere. Odense skal gå forrest i kampen for et solidarisk, moderne og mere lige samfund.

Én ting er yderst vigtigt i den politiske verden: ”Man siger hvad man mener og man gør hvad man siger”.

Populisme bør hverken styre national eller kommunal politik! Derfor synes jeg det er vigtigt, vi lytter til hinanden og vores bagland – og selvfølgelig også Odenses borgere.

Tina Naamansen

Tina Naamansen, 42 år, udannet jurist fra SDU (2011), bosiddende i Højby, gift på 18. år, 3 børn i alderen 9-18 år, selvstændig erhvervsdrivende – køkken/ konsulentopgaver, stor erfaring inden for offentlig forvaltning og har altid været politisk interesseret og har ivrigt blandet mig i samfundsdebatten, har ageret som bisidder/ partsrepræsentant i borgersager hos kommunen, i børnesager og jobcentersager, hvor der sker umenneskelig sagsbehandling og til skade for borgere. Jeg har boet i Danmark, Belgien og Grønland og har derfor stor kontaktflade.

”Medmenneskelig og værdig behandling af borgere – Hvor svært kan det være”?

Mærkesager:

Færre anbringelser – midler er bedre brugt på en ”tidlig indsats”, som ikke længere skal være en floskel i Odense Kommune, som bruger millioner på anbringelser mens forældre kæmper for støtte.
Der skal etableres en Borgerombudsmand og en whistleblowerordning, idet borgere i Odense Kommune har en væsentlig ringere retsstilling end kommuner der tilbyder disse ordninger.
Der skal ske en troværdig og obligatorisk rådgivning af borgere, i børneungesager, jobcentrene, og på ældreområdet, som ikke skal være i tvivl om, hvilke retskrav de har på støtte. Budgettering af støtte skal ske efter borgernes retskrav på støtte og om nødvendigt tilpasses. Det er ikke borgernes retskrav der skal tilpasses budgettet og hvor meget Odense Kommune vil afsætte. Det besværliggør borgeres adgang til støtte, hvis der er sket en underbudgettering og det må ikke bruges som magtmiddel.

Medmenneskelighed på Børne-ungeområdet, ældreområdet og i jobcentrene skal indføres. Familier skal ikke lide unødig overlast i mødet med kommunen, men ydes den støtte de har retskrav på med henblik på at kunne opretholde dem selv og skal rådgives om deres rettigheder. Familier skal ikke lukkes ind i en Labyrint og selv finde ud af, hvad de har af rettigheder, med adskillige klagesager til følge, som er belastende for alle parter, hvorfor der skal ske en obligatorisk og troværdig rådgivning af borgere i alle henseender.

Har Odense Kommune ikke råd til at yde borgere den lovbundne støtte, som borgerne har, har Kommunen underbudgetteret på områderne og det er ødelæggende for borgerne og spild af alles tid.

Det er en kendsgerning, at sagsbehandlere tier om rettigheder og at støtte er langsommeligt at få iværksat, idet det betyder besparelser for Odense Kommune. Der er en grund til at lovgivningen er udformet som den er og det betaler sig på den lange bane at yde den støtte borgere har retskrav på og lovene angiver minimumskravene til støtte, så borgerne rent faktisk føler sig støttede og ikke tilsidesatte som uduelige mennesker, som ofte bliver syge i mødet med det kommunale hjælpesystem.

Det er vigtigt at der etableres en Borgerombudsmand og en whistleblowerordning, så fagligt dygtige og ansatte med en faglig stolthed ikke bukker under for stress og således at borgere får den sagsbehandling og de ydelser de har retskrav på. Odense Kommune har indrettet sig på en måde, så borgere skal vente i årevis at få afklaring på deres klager og det gør ondt værre når sagsbehandlingstiderne i Ankestyrelsen varierer fra 6-8 måneder førend der træffes afgørelse.

Det er ikke værdigt for borgerne i Odense Kommune, når det er almindeligt kendt, at der er adskillige fejl og mangler i sager, hvorefter ventetiden går ud over borgeren, mens kommunen, der har lavet fejlene ikke mødes med konsekvenser – end ikke pligt til tilbagebetaling på ydelser borgeren selv har måtte bekoste.

Baggrund

Det er ikke unormalt at borgere skal kæmpe for deres rettigheder og dermed ikke får oplyst, hvad deres rettigheder er og hvad de skal ansøge om, hvortil de skal klage over visse punkter m.m. – det være sig på børneområdet, jobcenterområdet og ældreområdet og som regel vil en ydelse udelukkende først iværksættes på afgørelsestidspunktet.

Børneungeområdet – tidlig indsats skal ikke længere være en floskel

Det er en kendsgerning, at Odense Kommune har det mål, at der skal ske 10 % færre tvangsanbringelser, idet omkostninger til advokater ønskes reduceret. Der skal derimod ske færre anbringelser ved at flosklen ”tidlig indsats” udmøntes i praksis, idet Odense Kommune bruger adskillelige millioner kr. på anbringelser om året, som kunne have været undgået, såfremt sagsbehandlerne fulgte den gængse lovgivning for sagsbehandling. De midler vil på den lange bane vil være mest nyttige i reelle forebyggelsestiltag.

Tendensen har i lang tid været, at Odense Kommune sparer på børneungeområdet og skoler, men at der sker massive budgetoverskridelser år efter år. Min erfaring viser, at forældre/ børn skal kæmpe for deres rettigheder og retstilling i sådanne sager samt at der ofte iværksættes utilstrækkelige og langsommelig støtte, som ofte ikke har nogen effekt, idet støtten ofte ikke beror på fagligt funderede vurderinger, men ofte på baggrund antagelser.

Det er almindeligt kendt, at skoler og den primære sektor generelt bløder, men alligevel har ansvaret for at iværksætte støtte til børn i fx mistrivsel, hvor hver skole skal opfinde deres egen ”dybe tallerken”, uden der er andre inde over sagen udover skolelærere, socialrådgivere eller lign. men hvor psykologer m.m. først kommer ind efter ”det er gået galt”. Al forbyggende arbejde m.m. udebliver ofte på grund af manglende midler og familierne holdes hen med en ”sang fra de varme lande” og lange sagsbehandlingstider. Såfremt barnets udfordringer ikke håndteres, kan det i værste konsekvens medføre yderligere mistrivsel og skolevægring, hvorefter børnene kommer i stor risiko for anbringelse.

Manglende korrekt og rettidig støtte kan være sparet væk, hvorfor børns mistrivsel kan forværres under kommunes sagsbehandlingstider, hvorefter der sker uberettigede anbringelser. Det har den konsekvens, at der bruges adskillelige mio. til anbringelse fremfor iværksættelse af hurtige forebyggende indsatser, hvor det er påvist af adskillelige rapporter, at der ikke er tilstrækkelig tværfagligt samarbejde, fagligt forsvarlige vurderinger i Odense Kommune m.m. hvorefter budgettet overskrides med adskillelige mio. kr. årligt.

En BFU er som regel 4 mdr. under udarbejdelse og der er intet element af ”tidlig indsats”, idet alle instanser bliver afventede i håb om at der findes en årsagssammenhæng, selvom skole m.m. er forpligtede til at yde et tilbud. Det er både videnskabeligt påvist at skolevægrende børn rent faktisk lider overlast ved, at der ikke tages hånd om disse straks og at deres tilstand forværres samt at forældre ofte bliver ”syndebukke”. Alt imens har de ansvaret for at agere lærere, pædagoger, den sociale omgangskreds m.m. for børn. Det er ligeledes videnskabeligt påvist, at børn og deres familier traumatiseres ved en anbringelse og traumatiserede mennesker har ringe fremtidsudsigter og der ydes herefter ikke støtte for de traumatiske oplevelser som en anbringelse kan medføre, hvorfor mistrivslen kan forværres hos både unge og forældrene. Undersøgelser viser tillige, at 2/3 dele af de hjemløse er tidligere anbragte børn. Det har altså ikke hjulpet børn og unge at de blev anbragt på deres fremtidsudsigter, selvom alt skulle være godt ved en anbringelse. Derfor er en intens forbyggende indsats påkrævet.

Barnet kan have en diagnose, udviklet angst af mobning, depression, ADHD, har autisme eller lignende som den primære sektor ikke altid er gode til at fange. Derfor bliver børnene ofte sent udredte i psykiatrien og nogen slet ikke. Disse lidelser medfører ofte skolevægring og som kan eskalere til socialfobi eller lignende, idet de ikke støttes til at opretholde en hverdag. Udfordringer viser sig ofte i teenagealderen (statsministeren mener, at der skal ske tidligere anbringelser, idet børnene må have været i mistrivsel hele livet, idet statistikkerne viser at de fleste der anbringes er de 14-17-årige – manglende tidlig indsats!).

Det er ikke unormalt at et barn i mistrivsel venter 1-2 år på et skoletilbud i Odense Kommune og det er de mest sårbare børn, mens forældre må sige deres jobs op for at passe barnet – kommunen starter en ond cirkel for familien. Det er ikke formålet.
Erfaringsmæssigt har jeg været vidende til og kan dokumentere, her primært på børneområdet, at;

der sker uberettigede anbringelser på meget vagt grundlag og sagen gennemgås ikke for fejl og mangler førend sagen sendes videre og er ofte ikke tilstrækkeligt oplyst – anbringelser for en ”sikkerheds skyld”.
at socialrådgivere manipulerer sagsforløbet – undlader at oplyse Ankestyrelsen om det rette sagsforløb og Ankestyrelsen påser ikke, hvorvidt der sker fejl og mangler og manipulation, men afgør sagerne som var Odense Kommunes fejlfri. Borgernes supplerende oplysninger anses som værende ”adfærdsklager”, som ledelsen og politikere i Odense Kommune skulle sikre en fyldestgørende behandling af (som nævnt svares der ofte ikke). Derfor kan Odense Kommune ofte få medhold i sager på skrømt. Sagsbehandlingstiden kan vare op til 8 mdr. i Ankestyrelsen, hvorefter en klage til evt. Datatilsynet, Folketingets Ombudsmand eller lign. minimum vil vare ½ år.
Ergo kan der gå over 1 år for at rå rettet op på sagerne, aktindsigt gives m.m. og det er at fratage borgerne deres retstilling.
Socialrådgivere påvirker andre instanser – skole m.m. og det er ikke at have fokus på støtte til barnet, men at finde anbringelsesgrunde.
Nægtelse af aktindsigt, indsigt jf. EU persondatabeskyttelsesforordning, manglende klagevejledninger, manglende rådgivning, manglende iagttagelse af deres pligter som ansatte i en myndighed, manglende lydhørhed overfor forældre og barn (forudindtagethed) osv.
Ingen spørgsmål til faglige vurderinger
Lange sagsbehandlingstider i Ankestyrelsen – ca. 6-8 mdr. det er for lang tid at få rettet op på fejl og mangler i en sag.
Der er ingen der påser det ”socialfaglige skøn”, som derfor er alt for vidtrækkende, især når ledelsen ikke behandler klagesager fyldestgørende og derfor har socialrådgiverne en magt, som misbruges til social kontrol, idet der bruges magtmidler til at miskreditere forældre og få dem til at afholde sig fra at klage og henvende sig. Det er i en sag oplyst af socialrådgiveren: ”forældrene har klaget og henvendt sig adskillige gange, det er et tegn på ønsket om opmærksomhed”, hvorefter der henvises til en psykologibog. Det har socialrådgivere ikke kompetencer til at vurdere.
Manglende aktindsigt i dokumenter brugt i foranstaltningsforummet (anbringelse drøftes), hvor socialrådgiveren påstår at have tavshedspligt overfor borgeren og at det blot er ”sparring” der sker.
Ingen rådgivning om tabt arbejdsfortjeneste
Ingen rådgivning eller oplysning om kørselsgodtgørelse
M.m.

Der er en retssikkerhedsmæssig brist for familier og borgere tilknyttet jobcentrene, hvorfor en uvildig Borgerombudsmand skal påse klagesager og ikke sagsbehandlere eller ledelsen i administrationerne, idet de har et incitament til at fremstå fejlfri.

Erfaringen i Odense Kommune viser, at klager til borgmester, Rådmand, ledelsen m.fl., såfremt de overhovedet svarer, ikke nødvendigvis medfører at fejl og mangler på sagen rettes op, hvorfor sager primært bærer præg af antagelser, misinformation m.m., hvilket er fuldstændigt uacceptabelt og derfor skal en Borgerombudsmand påse klager, som ingen andre instanser har kompetencerne til at påse.

Den onde cirkel skal stoppes og familiernes retstilling skal ikke fratages familierne af kommunalt ansatte. Det skal være et krav at Odense Kommune tilmelder sig VISO taskforce, hvad angår sagsbehandling af børneungesager, idet fejlprocenten fra det Kommunale Tilsyn som regel viser at der er en fejlprocent på 75-95 % af sagerne og der skal ikke ske en gentagelse af skandalen i 2015, hvor Odense Kommune lukkede børneungesager uberettiget, idet budgettet var overskredet.

Der må ikke ske udbetaling af bonusser til administrationen indenfor børneungesagerne, fx ved at målet om, at der skal ske 10 % færre tvangsanbringelser, nås. Odense Kommune ligger 10 % over landsgennemsnittet for tvangsanbringelser og at overtale forældre til frivillige anbringelser, må og skal aldrig være et mål i sig selv og især ikke, når det erfaringsmæssigt jf. ovenstående, ikke sker rettidig omhu i sådanne sager og idet fejlprocenten som regel er relativt høj. Det er uanstændigt at have den strategi, at presse forældre til at indgå en aftale om en frivillig anbringelse, når der ikke reelt er belæg herfor.

Finansiering af Borgerombudsmand, whistleblowerordning, tilmelding til VISO taskforce samt skoletilbud til skolevægrende: Færre anbringelser, nedlæggelse af Humlepigerne som skoletilbud, ressourcebesparelse ved reducering af behandling af klagesager, reducering af mellemledere m.m.

Forvaltningsretten skal genindføres i Odense Kommune, hvor det sikres at samtlige sagsbehandlere udfører en saglig og faglig betryggende sagsbehandling, hvilket ofte ikke sker i dag og uden konsekvenser for kommune, hvor det bliver Davids kamp mod Goliat, hvilket ikke er værdigt.

Med venlig hilsen
Tina Naamansen