Forslag fra Enhedslisten og Radikale i Odense: Væk med ghettokriterier på grund af Covid-19 krisen

Flere områder i Odense risikerer at ende med at blive stemplet som en hård ghetto eller komme på ghettolisten. I sidste ende betyder det nye nedrivninger af boliger og følgevirkninger for børn, unge og voksne. Derfor foreslår Enhedslisten og Radikale i Odense Byråd på byrådsmødet den 24. juni 2020 at suspendere ghettolisten resten af året af hensyn til konsekvenserne af COVID-19 for ghettolistens beskæftigelses-, uddannelses- og indkomstkriterier. Det skal ske ved, at borgmesteren retter henvendelse til den relevante minister.

Baggrund for forslaget

Dansk økonomi er hårdt ramt af Corona-krisen. Ledigheden er allerede steget mærkbart som følge af den lavere aktivitet og delvise nedlukning af samfundet. Beboerne i den almene sektor er generelt mere udsatte over for ledighed under den nuværende krise – og særligt beboere i de udsatte boligområder.

Det skyldes blandt andet, at flere almene beboere i højere grad er beskæftigede i servicesektoren og i særdeleshed i de brancher, som er hårdt ramt af krisen. Samtidig har relativt flere af beboerne korte uddannelser og er derfor i større risiko for at ende i ledighed, når økonomien påvirkes af fx en sundhedskrise. En mærkbar lavere beskæftigelse og indkomst vil få afgørende betydning for, om flere udsatte boligområder i de kommende år kommer på ghettolisten eller stemples som en hård ghetto.

Den radikale rådkvinde Susanne Crawly Larsen udtaler: ”Jeg håber dette forslag vil bringe flere til den erkendelse, at Ghettolisten gør mere skade end gavn. Kommunerne ved udmærket hvilke boligområder, der er udsatte. Det ser vi nemlig hver dag i vore skoler, dagtilbud, i jobcentret, krisecentret, misbrugscentret mm. Ghettolisten stigmatiserer områder og mennesker, og i værste fald medfører den meningsløse nedrivninger af ny-renoverede boliger. Det er fx forbi sund fornuft at begynde at rive boliger ned i fx Korsløkken.

Enhedslistens politiske ordfører i Odense Byråd Reza Javid udtaler: “I Enhedslisten er vi grundlæggende imod lov om parrallesamfund, ghettokriterier og ghettolister. Vi kæmper for at loven ophæves fordi den er diskrimenerende og bygger på tvang. Det vil S, SF og de borgerlige partier I Folketinget ikke gå med til. En suspension af ghettokriterierne af hensyn til konsekvenser af Covid-19 krisen er det mindste den socialdemokratiske regering kan gøre. Det kan forhindre, at nye områder kommer på den sorte nedrivningsliste og mange uskyldige mennesker kommer i vanskeligheder. I Odense risikerer områderne Solbakken og Korsløkkeparken at blive stigmatiseret som hård ghetto allerede i 2020 og 2021.”

Pressemeddelelse fra R og EL, 20.6.2020