Enhedslistens Ulla Chambless siger farvel til byrådet

Ulla Chambless stopper i Byrådet

Enhedslistens medlem af Odense Byråd Ulla Chambless har besluttet at stoppe i byrådet. Ulla Chambless har repræsenteret Enhedslisten i Odense Byråd siden valget i 2013, først sammen med Per Berga Rasmussen og Brian Skov Nielsen og siden 2017 kun sammen med Brian Skov Nielsen. Brian stoppede i Byrådet i januar 2019 af arbejdsmæssige årsager.

Ulla Chambless skriver i forbindelse med sin beslutning:

“Det er med et tungt hjerte at jeg er kommet til den beslutning at jeg bliver nød til at sige farvel til Odense Byråd. I efteråret blev jeg sygemeldt med stress og det har tvunget mig til at tage et grundigt kig på mit liv og lave nogle ændringer, så jeg både kan have et arbejde og familieliv samtidig med at jeg passer på mig selv.

I det regnestykke er der desværre ikke længere plads til at kunne lægge de kræfter i det kommunalpolitiske arbejde som jeg kræver af mig selv. Men det gør ondt at måtte sige farvel til noget som betyder så meget for mig og jeg føler at jeg svigter de vælgere som har sat en stemme ved mig og ved liste Ø.

Heldigvis har vi i Enhedslisten en dygtig kandidat i Mathilda Printzlau-Paulsen, der er klar til at tage over og jeg ved at hun vil fortsætte kampen for et rødt og grønt Odense.

Til sidst vil jeg gerne sige tak. Tak til en altid tålmodig forvaltning. Tak til mine byrådskollegaer som vil blive savnet. Tak til de engagerede foreninger, virksomheder, medarbejder og borgere i byen, som alle har gjort mig klogere på deres virkelighed og vores Odense.”

Enhedslisten Odense takker Ulla Chambless for hendes indsats for Enhedslisten både i byrådet, i bestyrelsen og i de andre sammenhænge, hvor hun har været aktiv for en rød og grøn politik. Ulla ønskes held og lykke med beslutningen og god vind fremover.