Radikale og Enhedslisten: Odense skal modtage uledsagede flygtningebørn fra flygtningelejre i Grækenland

Pressemeddelelse fra Enhedslisten og Radikale i Odense
Flere europæiske byer, heriblandt Amsterdam, Barcelona, Leipzig og Nuremberg, har i et fælles initiativ ”Eurocities Solidarity Cities Initiative” påpeget de vanskelige forhold, under hvilke flygtninge lever på de græske øer eller langs grænsen til Tyrkiet. De udtrykker deres bekymring for, at den humanitære krise forværres hurtigt, og at Europa bør handle og hjælpe.

Initiativet har henvendt sig til EU den 22. april 2020 med et ønske om at samarbejde med nationale og europæiske myndigheder for at tilbyde uledsagede flygtningebørn hjælp til et hjem og en tilværelse. Københavns Borgerrepræsentation har på mødet den 14. maj 2020 besluttet at tilslutte sig storbysamarbejdet og har bedt overborgmesteren om at rette henvendelse til udlændinge- og integrationsministeren.

Radikale og Enhedslisten foreslår på byrådsmødet 27.5.2020 , at Odense tilslutter sig initiativet fra foreløbig 10 europæiske byer samt København om at tage imod uledsagede flygtningebørn fra flygtningelejre i Grækenland i regi af Eurocities Solidarity Cities Initiative.

Den radikale rådkvinde Susanne Crawley Larsen udtaler: “Forholdene i Grækenland er rædselsfulde. Odense har tidligere taget imod uledsagede flygtningebørn senest ved de store flygtningestrømme i 2015/16. Og vi er gode til det. Vi kan gøre det igen både i Danmark og i Odense. Jeg og radikale er i hvert fald klar.”

Enhedslistens politiske ordfører Reza Javid håber, at forslaget får tilslutning fra de andre partier i Odense Byråd: “Jeg håber, at Odense kan tage et skridt for at hjælpe bare nogle få af de mange uledsagede flygtningebørn, som lider under problemer, som de voksnes magtkampe og brutalitet har skabt for verden. Det er det mindste vi kan gøre som by.”

Der er planlagt demonstration til støtte for forslaget kl. 16-16.30 den 27.5.2020 foran rådhuset inden byrådsmødet. Blandt talerne er Susanne Crawly (RV), Brian Bybro (SF), Abdirashid Abdi (Å) og Reza Javid (EL) samt Bedsteforældre for asyl. https://www.facebook.com/events/2312384425734089/ 

Kontakt:
Susanne Crawley Larsen (R): 30 60 44 19 / 65 51 50 00
Reza Javid (EL): 71676720